Det nødvendige maleri
Af kunstskribent Tom Jørgensen
Det lyder måske mærkeligt, men i Danmark finder man en hel del kunstnere, der ikke magter at sætte farver ordentligt sammen på lærredet. Andre kender til de helt basale regler, men maler til gengæld på en måde, så resultatet bliver alt for pænt og upersonligt. En fælde, Lise Thilo ikke ryger i, fordi hun grundlæggende er, hvad undertegnede opfatter som en rigtig kunstner: et menneske, der konstant er søgende og eksperimenterende, som aldrig stiller sig tilfreds med status quo og som har den intuitive vision, der giver hende adgang til en dybere forståelse af verdens fænomener.
Skal man give en stilistisk beskrivelse af hendes malerier, kan man kalde dem for ekspressive og semi-abstrakte. Af væsen er de formundersøgende. Det drejer sig om få farve og form til at danne en på én gang harmonisk og dynamisk enhed på lærredet, men man fornemmer altid en inspiration fra den omgivende verden, fra landskabet, vejrliget og naturen som sådan.
Ser man på Lise Thilos malerier og den energi, de udstråler, er det tydeligt, at hun er en kunstner, der arbejder ud fra sine spontane indfald. Når det første penselstrøg er sat på lærredet, er det dettes karakter og koloristiske styrke, der bestemmer, hvordan maleriet bliver. Det kan være voldsomt ekspressive strøg, der som det færdige resultat har kraftfulde billeder med stærke mørke konturer i dynamisk samspil med glødende farvemasser. Der er tale om rå og usentimentale malerier, hvor Lise Thilo giver sig i kast med materien som var hun det første menneske, der betragtede den. Det er billeder som er utroligt friske, med en smittende energi og voldsom kraft.
Lise Thilos register er imidlertid så omfattende, at hun også magter at skabe mere lyriske billeder. Det er malerier, hvor penselstrøgene flyder let og ubesværet og tilsyneladende spontant hen over lærredet. Hvor de førnævnte billeder er holdt i et drama af mol-klange, er disse præget af dur. De er som blide Ingemann-salmer, lette og lyse og rytmisk flydende eller, hvis man skal se ud over Danmarks breddegrader, præget af en næsten japansk lethed. Noget, der også understreges af den lyriske farveskala.
Er disse to malemåder overvejende abstrakte, skaber Lise Thilo imidlertid også billeder med et mere figurativt præg. Det er malerier, som i ordets bedste forstand skal ses i forlængelse af det klassiske danske landskabsmaleri, som det kommer til udtryk hos farvestærke kunstnere som Sigurd Swane, Oluf Høst, Karl Bovin og Jens Søndergaard. Malerier, hvor Lise Thilo fanger essensen af de grønne skove, den tunge muldjord, de saftige enge og den mørke skandinaviske efterårshimmel. Det er meget sanselige malerier, hvor kunstneren i den grad identificerer sig med sit stof, at man næsten fysisk fornemmer de naturindtryk og den stemning, der ligger bag. Dyr, mennesker, skibe og huse dukker frem af lærredet på en harmonisk og organisk måde, som integreret del af en urgammel helhed. Dejligt at se på.
Skal man sætte ord på Lise Thilo som billedkunstner, må betegnelsen ”modig” være en vigtig del. Lise Thilo tør tage kampen op, tør se verden som for første gang og vover ved hvert eneste billede at sætte død og helvede i bevægelse for at få fat i det helt rigtige udtryk. Og det – det er sgu flot!
Tom Jørgensen